Jeg vil gerne være med til at modernisere vores regler for klubkonkurrencer, men det skal ikke være ud fra, om der er brugt mere eller mindre photoshop. Hvor skulle vi også sætte grænserne? Må man fjerne et stykke papir eller en hel telefonpæl, der ødelægger kompositionen, må man skifte himlen ud? Kan dommerne i det hele taget afgøre, hvad der er naturligt? Kan det ikke udarte til en meningsløs heksejagt? Jeg fik engang et reelt naturbillede diskvalificeret til Jyske, fordi dommerne åbenbart ikke syntes, at naturen så naturlig nok ud.
En diskussion om det nu er fotografi eller ej, finder jeg ikke så interessant. Hvis billedet som udgangspunkt består af fotografisk materiale, som fotografen selv er ophavsmand til, er det tilstrækkeligt. Man har til alle tider sat billeder sammen til nye. Men billeder af kunst og arkitektur skal naturligvis indeholde et eller andet væsentligt fra fotografens side, ellers er det jo ikke fotografens eget billede, men en registrering.
Egentlig bryder jeg mig ikke særligt meget om konkurrencer på mere kreative områder. Jeg har dog for mange år siden lært, at de har en værdi, fordi de får folk til at gøre tingene færdige og anstrenge sig for at opnå den bedste kvalitet. Det er selvfølgelig et skulderklap at vinde, men hvem der vinder, er i grunden lidt underordnet. Det afhænger i nogen grad af dommernes tilfældige smag, og mange billeder kan ikke sammenlignes, uanset hvor mange puljer man opdeler dem i.
En revision af reglerne må for mig gerne gå ud på at ophæve grupper, også gerne den særlige gruppe for monokrome billeder. Men jeg holder meget af den. Det er nemlig helt forkert, at monokrom bare er at trykke på en knap, som Lars er kommet til at skrive. Det er en fantastisk interessant disciplin, med sine helt egne virkemidler, og måske vil den sygne hen, hvis den ikke havde sin egen gruppe. Jeg var nok aldrig selv kommet i gang med monokrom, hvis gruppen ikke havde eksisteret. Men jeg syntes ikke der er nogen speciel grund til at favorisere sammensatte billeder med en særlig gruppe – interessen er så stor, at de nok skal klare sig.
Det der kunne være grund til at se på, er principperne for billedbedømmelse. Det gamle opslag på væggen om teknik, komposition og oplevelsesværdi virker noget primitivt, og kan let udarte til at et billede kun er godt, hvis det er skarpt og har en klassisk komposition. Oplevelsesværdien kommer i tredje række – for den er så svær at snakke om. Det er langt lettere at skære et par cm af i højre side, så billedkritikken ender tit i spørgsmålet om cm, i stedet for spørgsmålet om kvalitet.
En revision kunne passende tage udgangspunkt i Rudi Hass’ bog “Se her”. Den har et noget mere nuanceret syn på komposition, og kommer faktisk på mange bud på, hvad oplevelsesværdi er. Der skelnes ikke mellem farve billeder, monokrome billeder og sammensatte billeder. De har nemlig nøjagtig lige meget brug for indhold og komposition.
Det eneste der tæller er, om resultatet er værd at se på.
Måske kunne vi ende der, at vi ikke var hinandens dommere, men deltagere i en fælles læringsproces. Og hvor konkurrencer mest var et festligt indslag, hvor vi fik nogle synspunkter fra en, der forhåbentlig kunne være et frisk og fordomsfrit pust udefra. Så vi ikke ender som en virkelighedsfjern sekt af puritanere.
For selvfølgelig skal vi eksperimentere. Jeg mener ligefrem, at vi har en slags pligt til at eksperimentere, ud fra de muligheder der er i vores tid. Man kunne også citere Asger Jorn: Hvis man ikke går tilyderligheder, er der slet ingen grund til at gå.
Foto: Peter Birk
Et af de her eksperimentalbilleder “der mangler komposition og indhold”. Det hedder “Arv”.
På egne vegne
Peter Birk
